Byggeriet af ny daginstitution på Saxtorphsvej – begrænsning af parkering

Vi har fået denne meddelelse fra Niras:

Kære naboer til byggepladsen på Saxtorphsvej

Grundejerforeningen Valby Vænge

Vi er nu nået så langt med byggeriet, at vi skal til at foretage opstilling af betonelementer til bygningen. Hertil kommer der også opsætning af tagspær, samt løft af ventilationsanlæg ind i tagetagen.

I den forbindelse vil der fra på onsdag den 9. marts 2022 og frem til den 18. maj 2022 forekomme en del transport med store køretøjer i forbindelse med krankørsel og leverancer af materialer og udstyr. Transporterne vil foregå fra Vigerslev Allé og frem til byggepladsområdet på Saxtorphsvej 15.

Vi vil i perioden skilte med parkeringsforbud på en del af Saxtorphsvej fra kl. 06.00-18.00 på hverdage. Fortovet ud for byggepladsområdet vil blive afspærret og der vil være henvisning til modsatte fortov for fodgængere.

Vi beklager den gene dette måtte medføre.

På vegne af:

Byggeri København, Københavns Kommune

Det er sidst chance for Saxtorphsvej

Nyt forslag til løsning af trafiksanering

Fra kommunal side er der forestået en kombination af ensretning og standsningsforbund. En løsning, som direkte er blevet frabedt af lokale borgere. Det vil blot genere endnu flere.

Konservative har derfor foreslået, at den valgte løsning af trafiksanering rundt om Saxtorphsvej tilsidesættes til fordel for ny løsning, som tager udgangspunkt i beboernes og grundejerforeningens forslag.

https://valbyliv.dk/artikel/det-er-sidst-chance-for-saxtorphsvej

(valbyliv.dk)

Pressemeddelelse fra KK: Nu bliver Saxtorphsvej endelig mere sikker 

PRESSEMEDDELELSE

Nu bliver Saxtorphsvej endelig mere sikker

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen har godt nyt til de mange forældre, som er bekymrede for trafiksikkerheden ved Saxtorphsvej.

Vejtræer, indkørselsforbud fra Vigerslev Allé og p-zone med tidsbegrænset standsningsforbud skal være med til at gøre Saxtorphsvej mere sikker for de mange børn, der hver dag færdes på vejen. Det står klart med den nye budgetaftale, som politikerne på rådhuset netop har lukket. Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) har længe arbejdet for at få gjort noget ved forholdene – og hun glæder sig over, at der nu endelig er fundet midler:

– Jeg er superglad for, at vi nu endelig kan få gjort Saxtorphsvej mere sikker. Der er ingen tvivl om, at situationen har været uholdbar alt for længe, som mange forældre i området også har gjort opmærksom på. De glæder mig, at de nu får noget ud af deres anstrengelser, og at børnene får en mere tryg og sikker vej til deres institutioner, siger hun.

Konkret skal der plantes fire nye vejtræer mellem Vigerslev Allé og Stadfeldtsvej, som både vil have en hastighedsdæmpende effekt og tilføre grønt til området. Der kommer indkørselsforbud fra Vigerslev Allé, så Saxtorphsvej ensrettes mellem Castbergsvej og Vigerslev Allé. Det vil mindske den gennemkørende trafik, men der vil fortsat være vejadgang til beboerne samt adgang for renovations-, brand-og redningskøretøjer.

På Saxtorphsvej vil der desuden blive indført en p-zone i form af tidsbegrænset standsningsforbud for at begrænse den trafikale belastning i morgen-og eftermiddagsspidstimerne. P-zonen vil blive fastlagt i dialog med de lokale beboere. Det tidsbegrænsede standsningsforbud vil fortsat give mulighed for varelevering, renovation og beboerparkering.

Med de nye tiltag forventes det, at der kommer et øget pres på de omkringliggende private fællesveje Ole Borchs Vej og Stadfeldtsvej, som kommunen derfor er forpligtiget til at overtage.

Der er i alt afsat 2,3 mio. kr. til projektet.

For yderligere information kontakt pressetelefonen på 23 27 80 90.