Borgermøde – Inlæg fra grundejerforeningerne

Der var stort fremmøde til borgermødet tirsdag d. 26 november i Valby Kulturhus.

På kommunens side deltog Jesper Christensen som borgmester for området, Jesper Christensen, Børne & Ungdomsborgmester, Nicolai Kragh Petersen, direktør for Børne- og Ungdomsforvaltningen og Søren Tegen Pedersen, direktør i Økonomiforvaltningen.

Følgende inlæg fra de fire involverede grundejerforeninger blev fremført for politikerne:

» På vegne af grundejerforeningerne Lyset, Ankeret, Kanthusene og Valby Vænge – og dermed på vegne af godt 400 husstande i området omkring Saxtorphsvej – vil jeg starte med at sige, at vi er rigtig glade for, at vi i fællesskab nu får drøftet placeringen af en kommende daginstitution i Valby. Og også tak til Københavns kommune for at stille så talrigt op her i aften og for præsentationerne, vi netop har set og hørt.

Vi forstår godt, at der er behov for flere institutioner i Valby. Ja, vi er faktisk grundlæggende glade for at vores bydel vokser og udvikler sig. Vi er imidlertid MEGET optaget af, at byen udvikler sig på en måde, så vi bevarer de kvaliteter, vi som bydelens beboere – og også politikerne på rådhuset – sætter så stor pris på. For os kan og må det ikke blive et enten/eller. Set med vores øjne er det en bunden opgave, at vi sammen sikrer, at det bliver et både/og. Derfor håber jeg, at I ikke kun er her for at oplyse og overbevise os, men også for at lytte og tage vores budskaber med videre.

Når vi som grundejerforeninger i fællesskab hejser et meget stort flag her, så handler det om at vi simpelthen er bange for børnenes sikkerhed. Børnene, der bliver afleveret i institutionerne, følges med deres forældre. Forhåbentlig kommer de dermed sikkert frem, men helt sikkert ikke på en stille og rolig måde hver dag. I kvarteret færdes imidlertid også rigtig mange skolebørn, der er store nok til selv at tage i skole – men som er bange for at bruge Saxtorphsvej og de omkringliggende veje om morgenen.

Jeg vil gerne citere Viola, som skrev i et høringssvar til Kommuneplanen: Jeg hedder Viola og er 13 år og har lige hørt at I tænker at lave en børnehave mere i vores kvarter. Det er en sygt dårlig idé fordi der allerede er så mange biler hver morgen når man skal cykle til skole. Man tør nærmest ikke cykle rundt i vores eget villakvarter. Fordi der allerede ligger to børnehaver på samme vej, så der er vildt mange børn der bliver afleveret i bil hver dag. Det er en vildt dårlig idé som I skal lave om.

Vi synes også, det er brandærgerligt, hvis vi mister en grøn plet, hvor børn – både fra institutionerne i dagtimerne og børnene fra området senere og i weekenderne – boltrer sig og kan nyde udelivet sammen. Det er af stor værdi for alle os, der bor i området – uanset om vi bor i lejlighed eller i hus – at der findes sådan et sted. Og det er vores indtryk, at kommunen er enige med os i, at det er vigtigt at udvikle og bevare sådanne steder i byen. I parentes bemærket har vi dejlige legepladser i området, også den ved Nabohuset – det er et egentligt grønt areal – en fodboldbane – vi håber at bevare.

I de fire grundejerforeninger VIL vi de konstruktive løsninger. Derfor bliver vi også rigtig ærgerlige, når vi via aktindsigter kan læse, at lokale protester mod den allerede eksisterende trafiksituation og det, der i vores øjne ikke er en gennemtænkt løsning, bliver betragtet som en krigserklæring. Krig er som bekendt karakteriseret ved, at der er en vinder og en taber. Vi ønsker, at alle skal vinde, og det gør vi ved at finde de gode og langtidsholdbare løsninger.

Med udgangspunkt i de nuværende udfordringer i området tror vi ikke på, at en god løsning indebærer, at der placeres en tredje institution på Saxtorphsvej. Vi har rigeligt med trafikudfordringer i forvejen. Allerede nu, med to institutioner indenfor 100 meter på en villavej, hvor der lige er plads til, at to personbiler passerer hinanden, skal der hentes og afleveres godt 300 børn hver morgen og aften. Plus anslået 75-100 medarbejdere i de to institutioner, der også skal til og fra arbejde. Vi har udfordringer med udflytterbusser og travle forældre, der bruger fortovet som udvidelse af kørebanen. Derudover afføder så store institutioner også lastbiltrafik når varer skal hentes og bringes, affald skal tømmes mv. I de situationer går det HELT i baglås og det bliver endnu farligere af færdes i området.

I april 2017 fik vi et meget opløftende brev fra daværende borgmester Morten Kabell, hvori han udtrykte meget stor forståelse for de bekymringer vi ad flere omgange har henvendt os med. Han lovede ved denne lejlighed at TMF sammen med BUF ville finde nogle løsninger, der skulle være med til at dæmme op for problemerne. Vedhæftet brevet var et notat, hvori TMF redegjorde for at de havde været ud i området og havde konstateret at der var store problemer, samt en lang række forslag til, hvordan man kunne delvist afhjælpe problemerne. Og ikke mindst et løfte om, at området ville blive tænkt ind, når Vigerslev Allé indenfor en overskuelig fremtid skulle genoprettes.

Det eneste, der er sket, er, at den ene af de to udflytterbusser er flyttet over på den anden side af kvarteret, til Fengersvej. Og så er der etableret diverse parkeringsbegrænsninger, som jeg dog her kan afsløre ikke bliver respekteret, og som i øvrigt er til gene for beboerne på vejen. Nå ja, og så er der lige her i weekenden blevet lagt ny asfalt på Vigerslev Allé…

På baggrund af dette forløb – samt ikke mindst den totale mangel på inddragelse af grundejerforeningerne mv. da man i sin tid byggede Nabohuset – er vores tillid til, at der er politisk vilje til at finde en langtidsholdbar trafikløsning for området efterhånden noget tyndslidt – for nu at sige det pænt. At man i stedet vælger hovedkulds at vedtage, at der skal bygges en tredje institution på vejen, er i vores øjne simpelthen DYBT problematisk – og vores eneste mulige reaktion er derfor at argumentere, alt hvad vi kan, imod dette.

BUF har den 6. november svaret Klaus Mygind, BR-medlem og lige nu stedfortrædende Sundheds- og Omsorgsborgmester, der har bedt forvaltningen redegøre for forskellige spørgsmål i forbindelse med byggeplanerne. BUF oplyser, at det faktisk er muligt at flytte den nye kapacitet fra Saxtorphsvej til et nyt lokalplanområde i Kulbanekvarteret eller til Henriksgården, hvor KK har tilbagekøbsret.

Af samme svar fremgår det også, at der med en placering i Kulbanekvarteret i stedet for på Saxtorphsvej vil blive længere afstand fra behovet i Valby Nord. Men det fremgår også, at 5-6 af de nye 13 grupper Saxtorphsvej faktisk skal løse et behov i Valby Syd. Det kunne jo også være den anden vej rundt, altså at en ny institution i Valby Syd LIGE på den anden side af grænsen mellem Valby Syd og Nord var med til at imødekomme behovet i Valby Nord … Vi håber ikke, at en administrativ inddeling i pasningsdistrikter skal være afgørende for, om vi får udviklet en velfungerende og sammenhængende bydel. Det ville være synd, for at sige det mildt.

En flytning vil føre til en forsinkelse af projektet, det forstår vi godt. Men dette skal jo ses i lyset af, at man gennemtvinger en løsning, der vil skabe permanente problemer i området omkring Saxtorphsvej – hvor vi allerede har rigelig trafik. Og det grønne område kommer ikke igen, når det først ER bebygget.

Supertankeren er sat i bevægelse, det ved vi godt – men vi synes, den sejler et helt forkert sted hen, hvor den skaber farlige trafiksituationer for områdets børn og fratager dem og institutionsbørnene et grønt område, hvor de kan være sammen.

Vi håber derfor, at alle I, der her til aften repræsenterer Københavns Kommune, vil tage vores bekymring og vores forhåbninger så alvorligt, at der findes en ny løsning. En løsning, der bevarer Den Grønne Plet, samtidig med, at der langt om længe bliver etableret sikre trafikforhold omkring Saxtorphsvej på en måde, der tager højde for de faktiske forhold i de ret korte, men til gengæld heftige, spidsbelastningsperioder, der er. Og så naturligvis, at der findes rigtig gode og gennemtænkte placeringer af de nødvendige institutioner i Valby og det øvrige København.

Til sidst vil jeg bede om, at den lille film, vi har lavet for at illustrere trafikproblemerne, sådan som de allerede er i dag, bliver vist. Jeg vil også overrække samtlige høringssvar til kommuneplanen vedrørende byggeplaner – samt de til dato indkomne underskrifter i den underskriftsindsamling, vi er i gang med. Og så takker jeg for ordet og håber, at vi får en god debat – og et godt resultat for alle, ikke mindst børnene. «

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.