er opkaldt efter:
Peter Ludvig Panum, 1820-1885
Peter Ludvig bliver født den 19. december 1820 i Rønne. Hans mor hedder Johanne Caroline Louise Charlotte. Hans far er regimentskirurg Jens Severin Nathanel Panum. I 1828 får faderen arbejde syd for den nuværende grænse til Tyskland, og familien flytter til Ekernførde (i dag Eckernförde). Så Peter Ludvig bliver student i Kiel. Derefter rejser han til København for at studere medicin. Han får den medicinske embedseksamen i 1845 og bliver kandidat ved fattigmandshospitalet Almindeligt Hospital i København.
Allerede året efter sendes han til Færøerne, hvor der er udbrudt en mæslingeepidemi. Den unge Panum griber arbejdet videnskabeligt an og får kortlagt smitteveje, inkubationstid osv. og får stoppet epidemien. De opsigtsvækkende resultater beskriver han i detaljer i en artikel, som bringes i et tysk lægetidsskrift. Artiklens indhold gør Panum berømt i det store udland. Undtagen på Færøerne, hvor hans artikel vækker vrede på grund af en lidet flatterende beskrivelse af uhygiejniske tilstande og dårlige sociale forhold.
To år senere (i 1848) sendes Peter Ludvig til Bandholm på Lolland, hvor en koleraepidemi hærger. Med sine erfaringer fra Færøerne in mente kortlægger han smitteveje og inkubationstid. Og ved hjælp af afspærringer og karantæne lykkedes det faktisk at stoppe epidemien. Det indbringer den unge Panum et Ridderkors. Og en fyrreseddel fra Almindeligt Hospital. Resten af den danske lægestand anså det for kætteri, at Panum havde benyttet afspærringer til at bekæmpe sygdommen, for det stred mod al lærdom.
Erfaringerne fra Bandholm videregiver han også i artikler. Og det er især artiklerne om mæslinger og kolera, Panum stadig er kendt for i udlandet. Herhjemme huskes han for flere andre iagttagelser og bedrifter.
Efter fyringen fra Almindeligt Hospital bliver Panum en overgang praktiserende læge i København, men det er den videnskabelige tilgang, der interesserer ham. I 1851 tager han doktorgrad på en afhandling om »Fibrin i Almindelighed og dets Koagulasion i Særdeleshed« (om det stof, der danner sårskorpe, og dets måde at størkne på).
I 1853 udnævnes Panum til professor i fysiologi ved universitetet i Kiel, og samme år bliver han gift med Hortense Susanne Hagen. Trods den tiltagende konflikt mellem Danmark og Tyskland trives Peter Luvig i Kiel, hvor der er mulighed for at grundforske i laboratorier. Men i Danmark er hans tilknytning til Tyskland ikke populær. Avisen Fæderlandet bringer smædeskrifter, han blev »stenet« kaldte han det selv, for sin nationale lunkenhed.
Efter Eschrichts død i 1863 får Peter L. Panum tilbudt stillingen som professor i fysiologi ved Københavns Universitet. Han siger ja, men på betingelse af at der oprettes et laboratorium, så han kan fortsætte sine videnskabelige forsøg. Det får han. Laboratoriet står klar i 1867.
De næste ti år forsker Panum, hans kolleger og studerende på livet løs… i mangfoldige retninger. I stofskiftes påvirkning af det menneskelige legeme. I dannelsen af misfostre. I blodpropper, blodmængde og blodtransfusion. I fødemidlernes næringsværdi. I smitteveje og smittekilder… Han taler imod brug af dyreblod ved transfusioner. Og for større brug af blod i fødevarer.
Peter L. Panum er manden, der bringer systematiske dyreforsøg til Danmark. I laboratoriet benytter de blandt andet høns og hunde. Det kristiseres han ofte for. Men efterhånden anerkendes hans arbejde og resultater, og kritikken forstummer. Efter ti år i laboratoriet udnævnes han til rektor for universitetet.
Forelæsninger er ikke Panums stærke side. Hans undervisning betegnes som ubehjælpsom, nærmest kaotisk. Han snubler over ordene og må ofte ty til tyske gloser. Men på skrift! Og i laboratoriet! Der trives han.
Som rektor deltager han ivrigt i samfundsdebatten. Han arbejder ihærdigt for at forbedre mælkeforsyningerne til København. Han er medstifter af Foreningen for Ligbrænding. Han arbejder for tættere nordisk samarbejde blandt læger. Og i 1884 skaffer han en international lægekongres til København.
Til gengæld glemmer han at lytte til sit eget hjerte. Trods flere faresignaler (på grund af overanstengelse) dør han 2. maj 1885 af hjertestop. Manden, der mere end nogen anden dansk læge forskede i blod, dør af en blodprop i hjertet.