er opkaldt efter:
Daniel Frederik Eschricht, 1798-1863
Daniel Frederik fødes den 18. marts 1798 i København, den næstældste ud af en børnefolk på 12. Hans far er varemægler Johan Gottfried Eschricht, som er indvandret fra Tyskland. Hans mor hedder Maren og er pæredansk… hun kommer fra Kjellerup.
Daniel Frederik vokser op under små kår, men bliver alligevel student i 1817. Derefter læser han først jura siden teologi i kort tid, men fanges ikke rigtig af emnerne og vælger så medicinstudierne.
Allerede som student interesserer han sig for naturhistorie og begynder en senere meget omfattende og berømt samling af bøger og genstande. I 1822 består han først den kirugiske og siden den medicinske embedseksamen.
To år senere, som 24 årig, sendes han til Bornholm, hvor han skal være praktiserende læge i Nexø. Selv om han hurtigt vinder befolkningens tillid på grund af hans evner og personlighed, finder han opholdet jævnt kedeligt. Så han kaster sig igen over det naturhistoriske.
Da et skib på vej til Skt Petersborg støder på grund på Bornholm, får det afgørende betydning for resten af Daniel Frederik Eschrichts liv. Lasten bestående af naturvidenskabelige værker, primært engelske og franske, køber han for en slik. Ved at sælge dubletter skaffer han penge til at rejse ud i Europa, hvor han studerer fysiologi i både Paris og London.
Tilbage i Købehavn tager han en doktorgrad i fysiologi, siger sin stilling på Bornholm op og rejser atter ud i Europa for dels at studere sammenlignende anatomi, dels for at samle sødyr ved Middelhavet til sit private samling.
Siden underviser han i 34 år (fra 1829) i fysiologi ved universitetet i København, de 33 af dem som professor. Han bliver kendt for sin meget populærvidenskabelige fremstilling af mangfoldige emner, og hans forelæsninger er rene tilløbsstykker.
Men han er også anerkendt som en af de første eksperter i fysiologi og anatomi. Flest foredrag holder han om hvaler. Og om indvoldsorme (specielt blæreorme og bændelorme).
Daniel Fredrik Eschricht undersøger og beskriver flere hvalarter og har fået nogle opkaldt efter sig. Mest kendt er Eschrichtius robustus, også kaldet gråhvalen.
I 1831 gifter han sig med Marianne Lucie Charlotte Petit, som er af tysk afstamning. De lever sammen, indtil Daniel Frederik pludselig, uden forudgående sygdom eller synlige tegn på ælde, dør på en spadseretur den 22. februar 1863.