VALBY VÆNGE VISEN Mel.: Noget om helte (”Livet er en morgengave”), af Robert Normann. Som en lille grøn enklave Gemt bag Vigerslev Allé Ligger der en sjælden gave Som man let kan overse Valby Vænges huse spejles i hinanden, to og to Mens vort naboskab besegles Af det sted hvor vi vil bo Bag de næsten ens facader er her stor mangfoldighed Blomsterflor i myriader Plæner der er klippet ned Ganske små, vil man nok mene Men med charme som de står Bygget af de brugte stene Fra den gamle banegård Trange rum er ikke lykken Så der bygges om og til Udestue, bad og køkken Hvis kommunen ellers vil Trods lokalplans stramme regler slides mangt en hobbykniv Med lidt hjælp fra fælles trailer og vort redskabskollektiv Ikke alt er fryd og gammen ren idyl og fuglefløjt Når trafikken klumper sammen Hvis en nabo spiller højt Her er rotter i kloakken Støj fra tog, trafik og fly Men vi lever med virakken Her på landet i vor by Her er folk i hver en alder Dyr der glemmer hvor de bor Børn der cykler otte-taller Fastelavn på smattet jord Æblefest og liv på Fjæsen Og en enkelt øl, måske – Det er Valby Vænges væsen Her bag Vigerslev Allé! FESTUDVALGET 2017